GENMAB PÅBEGYNDER FASE II UNDERSØGELSE MED OFATUMUMAB MOD DIFFUST STORCELLET B-CELLE LYMFOM

København, Danmark, 13. december 2007 – Genmab A/S (OMX: GEN) har i dag meddelt, at behandlingscentrene er blevet initieret og er klar til at optage patienter i en fase II undersøgelse med ofatumumab (HuMax-CD20®) for at evaluere behandling af recidiverende diffust storcellet B-celle lymfom (DLBCL), en form lymfecancer, hos patienter, som ikke kan tåle, eller som har fået recidiv efter en stamcelletransplantation. Der vil indgå ca. 75 patienter i undersøgelsen, som udføres under Genmabs samarbejde med GlaxoSmithKline (GSK). Genmab vil modtage en milestone-betaling på ca. DKK 87,2 mio. fra GSK efter behandling af den første patient i undersøgelsen, som forventes i den nærmeste fremtid.

Ofatumumab er et fuldt humant, næste-generations monoklonalt antistof i klinisk udvikling. Ofatumumab retter sig mod en unik epitop på CD20 receptoren, som findes på overfladen af B-celler. Andre anti-CD20 antistoffer, som i øjeblikket findes på markedet eller som er i klinisk udvikling, binder sig til en anden epitop på CD20 receptoren. Ofatumumab udvikles i henhold til en aftale om fælles udvikling og kommercialisering mellem Genmab og GlaxoSmithKline.

“Vi har nu udvidet det kliniske udviklingsprogram for ofatumumab til et fjerde sygdomsområde”, udtaler Lisa N. Drakeman, ph.d., Chief Executive Officer hos Genmab. “Vi håber, at ofatumumab vil kunne udgøre en ny og effektiv behandlingsmulighed for patienter, der lider af DLBCL.”

Om undersøgelsen
I denne ublindede undersøgelse får hver patient 8 ugentlige infusioner med ofatumumab. Den første infusion vil være på 300 mg, og de 7 næste infusioner vil være på 1000 mg ofatumumab. Sygdomsstatus vil blive vurderet 4 uger efter den sidste infusion og derefter hver 3. måned i 24 måneder i henhold til de ”Reviderede responskriterier for maligne lymfomer”. Efter 24 måneder vil patienterne blive fulgt indtil igangsættelsen af alternativ behandling mod DLBCL eller frem til måned 60. Undersøgelsens formål er at fastlægge effekten af ofatumumab hos patienter med recidiverende DLBCL, som ikke kan tåle, eller som har fået recidiv efter transplantation. Undersøgelsens primære endpoint er objektivt respons over en 6-måneders periode fra behandlingens start.

Om diffust storcellet B-celle lymfom
Diffust storcellet B-celle lymfom er cancer i B-lymfocytterne. Sygdommen udgør 30% af non-Hodgkins lymfomer blandt voksne og er den mest almindelige form for lymfecancer i den vestlige verden. Det anslås, at 63.000 nye tilfælde af DLBCL diagnosticeres i USA hvert år. Gennemsnitsalderen på tidspunktet for diagnosen er 65 år.

(back to Archived News)