København, Danmark, 13. december 2006 – Genmab A/S (CSE:
GEN) har i dag offentliggjort sit fuldt humane HuMax-ZP3 antistofprogram.
Antistofferne i programmet retter sig mod ZP3, som er et protein, der er
overudtrykt i tyktarms-, pancreas- og prostatacancer, men som ikke
udtrykkes i livsvigtige organer som f.eks. hjernen, hjertet, leveren og
lungerne.
HuMax-ZP3 er blevet udvalgt blandt et panel af flere end 70 antistoffer og
er valgt ud fra sine anti-tumor egenskaber. Stoffet binder sig effektivt
til tumorceller, der udtrykker ZP3 proteinet. HuMax-ZP3 viser kraftig
antistofafhængig cellemedieret cytotoksicitet (ADCC) og komplementafhængig
cytotoksicitet (CDC) overfor tumorceller, der udtrykker ZP3. Prækliniske
data fra in vivo modeller med tumorer i SCID-mus (mus med et
defekt immunforsvar) viser imponerende anti-tumor effekt induceret af
HuMax-ZP3.
“Den prækliniske profil af de humane anti-ZP3 antistoffer er meget
opmuntrende, og vi håber, at HuMax-ZP3 vil være effektivt i behandling af
tumorer hos patienter,” udtaler Lisa N. Drakeman, ph.d., Chief Executive
Officer hos Genmab.