GENMAB PRÆSENTERER DATA FRA FASE I/II-UNDERSØGELSE MED HUMAX-CD20 PÅ ASH-KONFERENCEN

Foreløbige bivirkningsdata for 17 patienter viser en positiv bivirkningsprofil

 

København, Danmark; 5. november, 2004 – Genmab A/S (CSE: GEN) har i dag offentliggjort, at selskabet vil præsentere en række data vedrørende effekt og bivirkninger fra en fase I/II-undersøgelse med HuMax-CD20 til behandling af patienter med non-Hodgkins lymfom (NHL) på det 46. årlige møde og udstilling i American Society of Hematology (ASH) i San Diego, Californien, USA, fra den 4. – 7. december 2004. De foreløbige bivirkningsdata fra 17 patienter, som var tilgængelige på tidspunktet for færdiggørelsen af abstraktet, viser en positiv bivirkningsprofil samt væsentlig reduktion af B-celler i det perifere kredsløb.

 

Data vil blive præsenteret af Anton Hagenbeek, Professor of Hematology ved University Medical Center Utrecht, den 4. december mellem kl. 18.00 og 19.30 lokal tid. Et abstrakt af præsentationen er nu offentligt tilgængelig på ASH’s hjemmeside på http://www.abstracts2view.com/hem_sandiego2004.

 

Om undersøgelsen

Dosiseskaleringsundersøgelsen er igangværende. Ti patienter i hver af 4 dosisgrupper får 4 ugentlige doser af henholdsvis 300, 500, 700 eller 1000 mg HuMax-CD20. Patienterne følges i en periode på 12 måneder. Formålet med undersøgelsen er at vise data om både bivirkninger og behandlingseffekt.

 

Om HuMax-CD20

HuMax-CD20 er et humant antistof, som effektivt binder sig til sygdoms-targets, og som herefter kun frigives meget langsomt. I februar 2003 præsenterede Genmab data fra prækliniske laboratorietests, der viste, at HuMax-CD20 tilsyneladende ødelægger tumorceller fra kræftpatienter med Chronic Lymphocytic Leukemia (CLL), som er resistente over for den markedsførte cancerbehandling rituximab. Resultaterne viste, at antistoffet meget effektivt inducerer komplementfremkaldt cytotoksicitet (celleødelæggelse) af B-celle tumorer. Siden har Genmab indsamlet data, der synes at vise, at HuMax-CD20 også effektivt inducerer cytotoksicitet i B-celle tumorer fremkaldt af “Natural Killer Cells”. Derudover har et 92 dage langt studie i primater vist, at HuMax-CD20 effektivt fjerner B-celler fra blod og lymfeknuder. I dette studie kunne HuMax-CD20 tilsyneladende fjerne B-cellerne i et tidsrum, der var fire gange så langt som for rituximab.

 

I en anden undersøgelse blev det konstateret, at HuMax-CD20 binder sig til et unikt sted på CD20 targetceller sammenlignet med andre kendte CD20 antistoffer. Dette er en særlig egenskab ved HuMax-CD20 og kan være en del af forklaringen på, hvorfor HuMax-CD20 har klaret sig bedre end andre CD20 antistoffer i en række prækliniske studier. I en ny cancersygdomsmodel i immunsvækkede mus viser nye data optaget med bioluminescens-følsom billeddannelse desuden, at HuMax-CD20 tilsyneladende standser væksten af B-celletumorer i en laboratoriecellelinje langt mere effektivt end både placebo og rituximab.

(back to Archived News)