Identificerer første target i deres udviklingssamarbejde
København, Danmark, 17. november 2003 – Genmab A/S (CSE:
GEN) og det privatejede ACE BioSciences A/S offentliggjorde i dag, at de
vil udvikle et antistoflægemiddel med henblik på behandling af
svampeinfektioner. Antistoffet vil være rettet mod et nyt target på
Aspergillus fumigatus. Denne svampetype kan forårsage livstruende
infektioner hos patienter med svækket immunforsvar, for eksempel
kræftpatienter, som får kemoterapi.
Det target, som ACE BioSciences har identificeret, er det første i
samarbejdet mellem Genmab og ACE BioSciences, som inkluderer fire
kommercielt lovende sygdoms-targets på infektionssygdomsområdet. Ifølge
aftalen skal ACE BioSciences levere nye forretningsmæssigt lovende
sygdoms-targets, og Genmab skal anvende sin humane antistofteknologi til
udvikling og fremstilling af nye antistofprodukter. De to virksomheder
deler udviklingsomkostningerne og markedsføringsrettighederne ligeligt
mellem sig.
"Efter blot at have eksisteret i to år har ACE BioSciences
identificeret og valideret et betydeligt antal nye protein-targets til
behandling af Aspergillus fumigatus", udtalte Ejvind Mortz,
Ph.D., Chief Executive Officer hos ACE BioSciences. "Sammen med Genmab
har vi udvalgt et lovende nyt protein-target, hvortil Genmab vil anvende
sin ekspertise i udvikling af humane antistoffer til behandling af
aspergillose".
"ACE BioSciences's target-afdækningsevne og Genmabs antistof
udviklingskapacitet udgør en ideel kombination til udvikling og
fremstilling af antistofbaserede behandlinger til infektionssygdomme",
udtalte Lisa N. Drakeman, Ph.D., Chief Executive Officer hos Genmab.
"Svampeinfektioner er blevet et stigende og mere akut sundhedsproblem,
og på grund af manglende effektiv behandling, er der i øjeblikket et
potentielt marked på adskillige milliarder dollar”.
Om Aspergillus fumigatus
Aspergillus fumigatus er et opportunistisk patogen, som forårsager
svampeinfektioner hos patienter med svækket immunforsvar, men normalt ikke
hos raske personer, der således ikke er modtagelige for sygdommen. I de
seneste år er antallet af patienter med invasiv aspergillose steget
signifikant, hvilket primært har tre årsager: For det første den stigende
brug af kemoterapi til behandling af kræft, for det andet det stigende
antal transplantationspatienter, der behandles med immunsuppressive
lægemidler, og for det tredje det stigende antal patienter med svækket
immunforsvar, såsom AIDS-patienter. Infektionen kan opstå i lungerne og i
mange organer og vævsdele, såsom hjerte, lever, øje, næse, øre og
skeletmuskler, og medfører tilstande som allergisk aspergillose,
aspergillomer og invasiv aspergillose. Tidlig diagnose, behandling og
forebyggelse er meget vanskelig. Lægemidler såsom itraconazol er i mange år
blevet brugt som behandling, men alligevel er dødeligheden stadig op mod
60-90%.
I USA var markedet for antisvampelægemidler omkring 2,9 milliarder US$ i
2002. Den gennemsnitlige årlige vækst på dette marked er 11%, primært på
grund af den voksende størrelse af risikogruppen.
Om ACE BioSciences A/S
ACE BioSciences er en biotekvirksomhed, som fokuserer på udvikling af nye
targets og potentielle lægemidler til behandling af infektionssygdomme, der
er forårsaget af bakterier og svampe. Virksomheden har hovedsæde i Odense,
Danmark, i hjertet af den stærkeste gruppe af proteomics-virksomheder i
Europa. ACE BioSciences blev grundlagt i 2001 og har på mindre end to år
opbygget en enestående teknologiplatform (INPRINT™), der integrerer
infektionssygdomsbiologi med proteomics og bioinformatik. Denne teknologi
har gjort ACE BioSciences i stand til at finde og validere nye
protein-targets i en lang række smittefarlige bakterier og svampe. ACE
BioSciences samarbejder med biotekindustrien, lægemiddelindustrien og den
akademiske verden om brug af nye targets identificeret af ACE BioSciences
til udvikling af antimikrobielle behandlinger, der er baseret på
antistoffer, vacciner og småmolekylelægemidler. For yderligere information
om ACE BioSciences, se venligst www.acebiosciences.com.